• Lene Kirkegaard

Voksne kan også være BLOGGERE


Det er titlen i denne uges TEMA i ugebladet SØNDAG, som udkom mandag d. 5. februar 2018. En artikel om at 60+ generationen også kan finde ud af at blogge. En artikel om Mona Nylander fra Guldstiletter.dk og min blog mormorswalkin.dk samt en fremtidsforskers viden på området.

Journalist til artiklen er Pernille Magaard Bøgh, SØNDAG.

Fotografen til de to store billeder af mig i ugebladet SØNDAG er Betina Fleron Hede, Fleronfotografi.dk. Og hun har været så sød at sende mig nogle af billederne (på min forespørgsel). Så det er nogle af de bedste af hendes billeder jeg har valgt at bruge til dette blogindlæg. Lige med undtagelse af det første billede. Det er taget med min telefon. Der kommer også nogle billeder på Instagram.

Det var MEGET spændende at åbne de fem siders TEMAsider i ugebladet SØNDAG. Især var jeg spændt på hvilke billeder, grafikerne havde valgt ud. Det var nemlig ikke alle billeder, jeg var vild med af mig selv. Og det er bestemt ikke fotografens skyld, for hun er meget kompetent og dygtig. Det var motivet (mig). Vi er nok alle mere kritiske med billeder, når det er os selv, der er på billederne. I det store og hele er jeg godt tilfreds med de fem siders opsætning af billeder og artikler. De kan noget de der grafikere og journalister! Virkelig FLOT og FARVERIGT sat op!

Det er vigtigt, at vise, at det ikke bare er de unge bloggere der kan, men at vi ældre bloggere også kan. Vi kan godt – og vi er rigtig mange. Ja – selvom vi er ovre den første ungdom, så behøver vi altså hverken at være halvdøde eller uden hjerne, energi og livsgejst. Det er godt, at kunne vise, at selvom os 60+ ikke er så unge mere, at så er der stadigvæk liv på øverste etage. Og vi har masser at byde på. Tendensen er også, at vi bliver ældre og ældre. Og så ville det være kedeligt at lægge låg på øverste etage alt for tidligt. Sikke kedeligt det ville blive. Det er vigtigt med livskvalitet i hverdagen – uanset om det er at blogge, håndarbejde, læse, bage, rejse, noget socialt eller andre hobbies. Tænker at man nok lever længere med lidt indhold og socialt i livet. Og faktisk er det også sjovere at leve, hvis der er interesse for et eller andet.

For mig åbnede der sig en ny verden, da jeg oprettede min blog. Og som tiden er gået, så er jeg så heldig, at have kontakt til Guldstiletter.dk og Stilmedfrubruun.dk.

Til jeres info, så opdaterer jeg jævnligt min hjemmeside/blog, så den bliver mere brugervenlig. Der har været nogle læsere, der har haft besvær med at finde ind til selve bloggen, så nu har jeg lavet et link fra forsiden (HJEM) til bloggen. Men jeg vil forsøge, at få lavet, så man kommer direkte ind på bloggen. Men Rom blev som sagt ikke bygget på én dag – ej heller drukket. SÅ – lidt tålmodighed er godt 😘.

Jo – det er skisme HOT at være 60+. Ordene gammel og ældre skurrer lidt i mine ører, men jeg vænner mig nok til det. Hører heller ikke så godt, så det går nok. Ligesom Guldstiletter.dk, så elsker jeg nemlig også både champagne og stiletter. Og det vil jeg gøre uanset hvor gammel jeg så bliver.

Hvis der nu er nogen af jer, der går rundt med ”en blogger i maven”, SÅ GØR DET - OPRET en BLOG og SPRING ud som BLOGGER! Der er plads til alle. Kun du bestemmer hvad bloggen skal indeholde.

femina.dk/smugkig-i-denne-uges-soendag

https://www.femina.dk/soendag/kvindeliv/arbejdsliv/mona-og-lene-blogger-livet-behoever-ikke-vaere-graat-fordi-haaret-er

Alle billederne (undtagen det første billede) til dette blogindlæg er taget af fotograf Betina Fleron Hede, www.Fleronfotografi.dk


Jeg modtager IKKE sponsorater, når jeg omtaler et produkt eller en begivenhed!

#ugebladetSØNDAG #Guldstiletter #Stilmedfrubruun #wwwFleronfotografidk #LeneKirkegaard

216 visninger