Så har jeg igen været på genbrugsjagt! Og der fik jeg denne lækre storblomstrede kjole og unikke armyjakke med flotte knapper og sorte ærmer i kunstskind. Kjolen har jeg købt i Kirkens Korshær. Og jakken har jeg købt i Røde Kors. Disse to stykker tøj gav anledning til et nyt blogindlæg.
Kjolen kostede 30 kr. Den er fra H&M. Lækker elastisk kvalitet. Den er i en str. XS og svarer nok til en str. 32 eller str. 34.
Mærket på jakken er det engelske Karen Millen, som er kendt for at være luksus i høj kvalitet. Karen Millen startede op i London for flere år siden, men i dag bliver det solgt i hele verden. Det er et af mine favoritmærker.
Så den jakke måtte jeg også bare have - selvom den (ligesom kjolen) var alt for lille til mig (UK 10, US 6, EU 38) svarende til str 34-36. Jeg tænkte derfor straks på mit ældste barnebarn på 14 år. Jeg kender hende så godt til at vide, at begge dele nok er noget for hende. Tænker også, at det kan passe hende.
Karen Millen er meget små i størrelserne. Rent prismæssigt ligger de i den dyre ende, så jeg køber næsten kun der under udsalg eller finder det i en genbrugs-/secondhandbutik. Det er tøj, der holder i årevis. Det gælder både kvalitet og design.
I Røde Kors gav jeg kun 65 kr. for jakken, og det er da en fair pris. Hvis ikke den passer frøkenen, så er der måske andre jeg kan spørge - og ellers ryger den bare tilbage til genbrug. Tilbage i den gode bæredygtige cirkulation til den næste heldige kunde.
Det gode ved at have en blog er jo, at jeg kan fremvise sådanne ting - uanset om jeg kan passe det eller ej. Det at kunne lægge det på bloggen sætter gang i mine kreative hjernesvingninger, og er til stor fornøjelse for mig selv 👵🏻 og forhåbentlig også for jer, der kigger med.
Mine to giner bliver flittigt brugt til bloggen, men jeg er konstant på udkig efter en tredje gine. Ved dog ikke helt hvordan den skal se ud, men det gør jeg når jeg ser den.
Farverne i tøjet her er jo meget neutrale og enkle. Så der er frit spil på alle hylder hvad angår smykker, tørklæder, tasker, sko og støvler. Til dette blogindlæg har jeg valgt smykker i lilla, rosa, pink, hvid og sort. Men det kunne være så mange andre farver. Eller man kan fravælge alt accessories. Mulighederne er mange - ja nærmest uudtømmelige. Stenkæden til den sorte habitvest har jeg selv lavet.