top of page
  • Forfatters billedeLene Kirkegaard

Hvem vil ikke gerne være yngre med årene?


Jeg har for alvor lettet mig fra sofaen i håb om et fortsat godt liv med mange skrantefri år. Videnskaben siger, at hvis vi ikke sætter tid af til motion i dagligdagen, så skal vi regne med at sætte tid af til sygdom senere i livet. Pyh... Det lyder ikke særlig forjættende. Især ikke for os der lider af helbredsangst.


I skolen var idræt ikke ligefrem mit yndlingsfag. Jeg hadede det faktisk. Det var kedeligt - og jeg blev altid valgt som én af de sidste til boldspil m.m... Det forstår jeg da godt - jeg var ikke ligefrem en springgymnast. Kunne ikke komme over hesten - havde bly i rumpetten. Jeg har heller aldrig fået sølv- og guldmærker i højde/længdespring og løb. Alt det har jeg nu ikke haft traume over eller på nogen måde været ked af. Da menstruationen gjorde sit indtog var jeg heldigvis fritaget for gymnastik. Det var vi alle. Og jeg må erkende at mine menstruationer varede i laaang tid. I hvert fald hvis der stod idræt på skoleskemaet.


I mange år dyrkede jeg ikke gymnastik, men havde alligevel et højt aktivitetsniveau med familie, hus- og havearbejde, periodevis cykle- og gåture. Senere øgedes gåturene og dans. Og da stavgang blev moderne kunne jeg ikke gå en meter uden følgeskab af stavene. Det var endda nødvendigt med et kursus i at gå stavgang. Lidt morsomt og tankevækkende! Stængerne er røget ud for længst.


Nu hvor jeg ikke er arbejdsramt mere, så er der ingen undskyldning for ikke at få sig rørt. Men jeg har ellers haft masser af undskyldninger for at slippe for motion - især under corona-nedlukningen. Fra naturens side er jeg ikke den sportslige type, og sport har aldrig haft min interesse. Hvis det var ligeså sundt ikke at dyrke motion, så havde jeg ikke lettet mig fra sofaen eller stolen OVERHOVEDET. Så havde jeg ikke bevæget mig hen i Loop Fitness tre gange ugentlig og heller ikke været på gåture. Mine periodiske gåture er nu blevet til daglige gåture. Håber at jeg kan holde fast i det.


Inspirationen fik jeg i sundhedsbogen Yngre med årene af professor Bente Klarlund Pedersen. Det er en forskningsbaseret populærvidenskabelig bog. Hun giver os gode råd til mindre sygdom og et længere liv med flere gode år.


Indholdsfortegnelse i store træk (med små underpunkter i bogen):

  • Rygning

  • Motion

  • Kost

  • Alkohol

  • Mental sundhed

  • Sociale relationer

  • Forurening

Bente Klarlund har sunde 10 råd (forkortet):

  1. Drop tobak

  2. Dyrk motion

  3. Spis sundt og ikke for meget

  4. Moderat vindrikning

  5. Minimér støj og forurening

  6. Mental sundhed

  7. Sørg for at få søvn

  8. Tro og ærefrygt

  9. Gør noget meningsfyldt

  10. Sociale relationer


Hun kommer ikke med formaninger eller regler. Der er ingen fanatisme. Der skal være plads til at leve livet. Til at slække på alt det sunde ved selskabelige lejligheder/anden anledning samt motion. Ellers bliver det for kedeligt. Hun siger: I skal ikke gøre som jeg gør, men gøre som jeg siger.

Den fysiske bog har jeg lånt på biblioteket. Det er rart lige at se hvordan den er sat op ren tekstmæssigt - og om det ser overskueligt, læsevenligt og pænt ud. For mig betyder det meget, at det ser interessant ud og giver mig lyst til at fordybe mig i bogen. Ja - jeg er nok en lille smule "skadet" igennem mit tidligere job. Jeg har dog valgt for første gang at lytte til bogen. Mine nye hørebøffer har gjort sin entre. De er skønne - og med strikkepinde i hænderne, så går det ganske forrygende.

Yngre med årene fra Gyldendal er skrevet af professor Bente Klarlund Pedersen. Det er Bente Klarlund selv, der er oplæseren. Hun har en god og varierende stemme.


Bente Klarlund forsker i sundhed - og er forfatter til et hav af bøger - også internationalt. Lige nu er jeg i gang med at læse/lytte til bogen Hva' nu hvis jeg hader sport?


Gå-bogen bliver den næste jeg skal i gang med. Håber at der er et par fif eller guldkorn til, at jeg kan bibeholde begejstringen for at gå.


Så er det gåtid - jeg er tilbage om ca. et par uger - altså her på bloggen.

PS: Det er IKKE et sponsoreret indlæg! Kun min egen begejstring!

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page