Tulipaner og farver på bordet 🌷
- Lene Kirkegaard
- 26. aug.
- 2 min læsning

Jeg tænker i farver og mønstre - og jeg fascineres af farver og mønstre. Jeg kan næsten ikke få nok. Der er noget ganske særligt ved at dække et bord, så det både indbyder til hygge og emmer af en glad og positiv stemning. Her har jeg taget udgangspunkt i tulipaner i alskens farver.
🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷🌷
De smukke bordløbere og dækkeservietter er fyldt med tulipaner i mange nuancer. Det kunne jeg slet ikke stå for – de fanger straks øjet (i hvert fald mit øje), og giver et friskt og livligt basisgrundlag for borddækningen. For at understøtte det farverige udtryk har jeg valgt servietter med matchende blomsterprint, så der skabes en helhed i udtrykket - købt for lang tid siden i Coop. Jeg har altid forskellige papirsservietter og strikkede servietter på lager.
For at gøre borddækningen ekstra personlig og farverig, har jeg min søsters flotte strikkede servietter sammenrullet og lagt derved. De spiller godt sammen med tekstilerne og giver en kreativ håndlavet detalje. Glas i forskellige former og størrelser skaber et legende og uformelt udtryk, mens den enkle hvide service sørger for, at farverne fra tekstiler og blomster får lov at stråle.
Det har været nødvendigt for mig at flytte rundt i vores reol - og endda smide noget ud. Det er jeg ikke meget for, men det skal nu til en gang imellem. Det hjælper selvfølgelig at jeg ved, at det går til et godt formål (genbrug), og at en anden måske kan bruge det.
For at undgå kedelige kanter, så ruller jeg dækkeservietterne og løberne sammen. Simpelthen for at være fri for at finde strygejernet frem.
Midt på bordet står en vase med tulipaner. Det giver en naturlig forlængelse af mønsteret i løberne - en fornemmelsen af, at blomsterne næsten fortsætter fra tekstilerne og op i rummet. Hvis man altså har en god fantasi - og det har jeg!
Resultatet er en borddækning, der emmer af tulipaner og farver – perfekt til en hyggelig frokost, en påskemiddag eller bare en sommerdag her i slutningen af august. En dag eller aften, hvor man bare gerne vil forkæle sig selv og sine gæster med lidt ekstra farve og stemning.

Mange tulipan-hilsner herfra mit lille blomsterbord 🌷🌷🌷🌷🌷
Hvor er det enormt elegant ♥️🩷🩵🧡 du er fantastisk til at sætte farver sammen