top of page
  • Forfatters billedeLene Kirkegaard

Flodkrydstogt og Glacier Express

Vi har lige været på et skønt flodkrydstogt på Rhinen. Fra Strasbourg til Basel - og retur. Den type ferieform er ny for os. Men det er nok ikke sidste gang vi prøver det. Det er faktisk en hyggelig måde at feriere på. Kahytterne er ganske vist små, men der er plads til det der skal være af senge, skabe og toilet/bad. Og selvfølgelig et vindue til at nyde den varierende udsigt og iagttage sluserne.

Ferien bød bl.a. på et besøg på verdens største bilmuseum Cite de l'Automobile i Mulhouse, der har en samling på over 520 biler. Deriblandt Bugatti biler. Udflugt til blomsterøen Mainau i Bodensøen. Vandfaldet Rheinfall i Schaffhausen. Kanalrundfart og gåtur i Strasbourg. Det var én på opleveren vi fik - omgivet af søde mennesker og en virkelig god guide.


Hvad vi ikke var klar over var, at det fly vi skulle have været hjem med fra Frankfurt torsdag aften til DK blev aflyst pga. uvejr. Istedet fik vi en ekstra hel dag i Frankfurt og set lidt af storbyens centrum. Det var en dejlig afslutning på ferien, og vi var først hjemme lørdag ved middagstid.

Glacier Express var et af højdepunkterne vi havde glædet os mest til. En tur med Glacier Express toget på 1. klasse - med panoramavinduer - i de Schweiziske Alper er en stor og smuk oplevelse. Turen fra Andermatt til Chur varer 2,5 time, men fylder meget længere tid i hovedet bagefter.

Hvis man vil tage hele turen på 290 km med Glacier Express i Alperne, så tager det 8 timer, og der passeres 291 broer og 91 tunneller. Glacier Express bliver kaldt for Europas langsomste eksprestog.

Der blev serveret frokost på 1. klasse: Kyllingefrikasse med urtesauce, vilde ris og smørristede gule og orange gulerøddder. Det smagte sindsygt godt. Dejligt bagefter at runde af med en lækker dessert til kaffen.

En virkelig smuk og fantastisk oplevelse. Siden min pure ungdom har jeg været vild med Schweitz. Jeg har ferieret der flere gange med børnene og deres far. Det er - uden overdrivelse - et utroligt smukt land.

Det var alt for denne gang. Om ca. 3 uger er jeg tilbage med et nyt blogindlæg.


Dette er IKKE en reklame eller på nogen måde sponsoreret. Kun min egen begejstring 😘🥳🤗😎

125 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Lampetema

bottom of page