Et STORT ja!
Flystrømper, støttestrømper, rejsestrømper, flysokker - og hvad de ellers bliver kaldt. Kært barn har mange navne. Og de ER kære - disse skønne og komfortable strømper. Som årene er gået, og jeg er blevet ældre, så er jeg blevet rigtig gode venner med mine flystrømper. Jeg bruger dem fast, når vi er ude at flyve.
I starten brugte jeg kun flystrømperne på selve flyturene. De dage er ovre. Nu bruger jeg dem jævnligt til korte leggings og stumpebukser. Flystrømperne er i en overlækker kvalitet og ultra tynde. Og så er de rigtig pæne - synes jeg. Det gør ikke noget, at der kan ses lidt hud. Det synes jeg bare er ekstra HOT eller smart. Det ses jo også i gadebilledet. Folk i alle aldre iført hullede cowboybukser. Jo værre jo bedre - næsten!
Flystrømperne modvirker væskeophobning i ben og ankler ..... står der i vejledningen.
Det er nu ikke fordi jeg overhovedet døjer med væskeophobning i krop eller ben. Endnu - men det kunne jo risikere at komme. Og jeg har da i hvert fald alderen til det.
Det giver en vis tryghed hos sådan én som mig, der straks tror jeg fejler noget MEGET alvorligt, når jeg har ondt i lillefingeren eller andre mærkelige steder. Alle generne plejer heldigvis altid at forsvinde. Det har de gjort indtil nu, men tvivlen sidder der alligevel hver gang og nager. Ofte er jeg igennem de værste scenarier af alskens ulykker og sygdomme. Så er det jo godt at jeg ved sådan en lejlighed kan "konsultere" min mand. Når jeg forelægger ham mine symptomer, så er det pudsigt, for han har altid haft nøjagtig de samme symptomer. Tit endda i måneds- eller årevis - og med MEGET værre symptomer end mine. Han er jo en mand! Og han overlevede, så han er sikker på, at mine symptomer også snart går over - og at jeg overlever (også denne gang). Hans afskedssalut er altid: "Det var så doktor Jespersen speaking". Som et trylleslag (næsten) får jeg det godt igen, og kommer i tanke om, at jeg jo egentlig heller ikke er nogen årsunge længere.
Jeg har det vist ligesom så mange andre oppe i alderen. Opfattelsen af at være kommet op i den modne alder (nogen vil nok tænke overmodne alder) er ikke rigtig til stede. Jeg har ikke rigtig fattet, at jeg ikke er ung længere. Men måske er jeg bare MEGET langsomt opfattende. Ironi kan forekomme!
Go' dag fra MORMORSwalkIN.
Link til ARKIV / BLOGINDLÆG:
Link til PINTEREST:
Link til MINE FOTOBØGER:
Comments