top of page
  • Forfatters billedeLene Kirkegaard

Feriemessen i Herning 2020

Opdateret: 4. mar. 2020


Det er dejligt med lidt inspiration til ferie og gode oplevelser. Endnu engang har vi været på feriemesse i Herning, som altid afholdes en fredag-lørdag-søndag i slutningen af februar.


Da vi ikke er ’arbejdsramte’ mere, så vælger vi altid at besøge udstillingen om fredagen. Det gør vi af den simple grund, at den dag er indgangsbilletten halv pris for 60+ folket. Og den gruppe er vi jo en del af. Der var meget få børnefamilier der, men til gengæld var der masser af 60+, efterlønnere, pensionister, det grå guld. ph.d.'er (pensionist hele dagen) og hvad vi ellers bliver behæftet med af sjove titler.


Der var selvfølgelig som altid masser af udstillere og stande - fordelt i 14 messehaller og på mere end 60.000 kvadratmeter. Det er et stort område, og der er simpelthen noget for enhver smag.


Vores favorithaller er Danmark, Europa og Oversøisk. Camping, golf og udeliv springer vi let og elegant over. Der er rigeligt at fordybe sig i alligevel. Mange af standene har deciderede messetilbud, som de forsøger at lokke med.


Nordsjælland har ikke været repræsenteret de sidste 3-4 år. Meget ærgerligt, for det er virkelig et spændende og smukt område med alle deres slotte, museer, kulturoplevelser, byliv og smukke havne.


Taxfree-butikken fra Billund Lufthavn er som en magnet på mange kvinder. Og jeg er ingen undtagelse, selvom det er sjældent at jeg køber noget der. Men kigges - det skal der. Tænke sig hvis der var noget jeg gik glip af eller ikke kunne undvære.


Det blev til ca. 4 timers gåsegang fra den ene stand og hal til den anden - og tilbage igen. Det blev til ca. 6.500 skridt. Der var mennesker overalt, så det gik ikke så hurtigt. Ind imellem måtte vi 'tanke op' på et spisested og en kaffebar. Tørsten og sulten trængte sig på, og benene trængte til hvile.


Vi kom i snak med to mænd, da vi sad og fik en rullepølsemad og en øl. Deres koner gik ovre i taxfree-butikken, og det gad de ikke at vente på. Så de sad og nød hinandens selskab med en øl i hånden. Behøver jeg at sige, at ALLE VAR GLADE? Ingen stress hos konerne. De vidste, at deres mænd var 'parkeret' i cafeeen med en øl eller en kop kaffe.


Om det var en inspirerende dag? Ja – for pokker da! Det var en kanon dag. Både hoved og ben blev godt brugte, og vi trængte til at komme hjem at sidde og fordøje dagen i sofaen.

Lidt læsestof og fordybelse fik vi med hjem. Det er altid godt at have idéer og drømme til hvor næste rejse eventuelt skal gå hen. Det bliver dog ikke lige med det samme at en rejse vil blive effektureret. Vi har nemlig flytteplaner i år eller nærmeste fremtid. Det er et større projekt hvor der skal planlægges og tænkes mange tanker.



Hvis du har lyst til at læse blogindlægget fra FERIE for ALLE 2018 🗽🏖️🏔️🗼🏜️, så klik på linket her: https://www.mormorswalkin.dk/post/2018/02/24/ferieinspiration


Min samling af ALLE mine blogindlæg ligger her: https://www.mormorswalkin.dk/artikel-arkiv


Go' søndag herfra MORMORSwalkIN.


52 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page